Efter krigen blev en debat udløst om stikker likvideringer. Politikeren Hartvig Fischer mente at likvideringerne var mord, modstandsbevægelsen mente at det var almindelige krigshandlinger og at de ikke skulle undersøges med hensyn til dem der udførte dem, mens andre mente at det burde undersøges af hensyn til de pårørende.
Efter et par år med en masse diskutioner blev en lille del af likvideringerne undersøgt, i 9 af til fældende var det en fejltagelse, og i 20 af til fældende var det slet ikke stikkere der blev likvideret, men det er kun et minimumstal da det jo kun er en lille del der er blevet undersøgt.
Både de gamle politikere og modstandsbevægelserne enige om at der skulle gøre noget ved landsforræderne, der var en bred enighed om at man i den den nye lovgivning skulle kunne blive idømt dødsstraf. Der blev sat en minimumstraf på 4 års fængsel. Alle sagerne skulle behandles ved de ordinære domstole. Man tog i praksis de små og ikke så "slemme" sager først og de tunge sager senere når hævntørsten ikke var så kraftig. Det resulterede i at der blev en stor ujævnhed i hvor hård straffene var, de første straffe var urimelig hårde i forhold til de senere.
Ialt blev ca. 40.000 danskere anholdt i kortere eller længere tid i forbindelse med retsforfølgelsen efter krigen. Fra d. 5. maj til d. 13. maj anholdte modstandsbevægelserne ca. 21.800 danskere, der efter overtog det danske politi og frem til 1. december 1945 anholdte de omkring 16.800 danskere
ud af de 40.000 blev 13.500 af dem dømt, 103 af dem til døden. Den sidste henrettelse fandt sted d. 20. juli 1950.
No comments:
Post a Comment